Konferencetemaerne for R-18

20-06-2018

Flere og flere brancher oplever fordelene ved at blive digitaliseret og automatiseret. Når robotmessen R-18 bliver afholdt for første gang, sætter man fokus på gevinsterne ved at få teknologien ud og arbejde i nye brancher.

Sundhedsvæsnet, medieverdenen og byggebranchen. Det er bare nogle af de brancher, som vil være til stede under robotmessen, R-18 d. 11. – 13. september. Virksomheder fra forskellige brancher vil give konkrete eksempler på, hvordan det har styrket deres virksomhed at bruge teknologien på nye måder. Samtidig vil arbejdsgivere fortælle, hvad de har af ønsker til deres fremtidige medarbejdere.

Det er bl.a. medstifteren af den schweiziske succesvirksomhed ANYbotics AG, Hanspeter Fässler, der fortæller om, hvilke muligheder det giver, når robotteknologi kan efterligne menneskelige bevægemønstre. Derudover vil man også kunne opleve Henrik Bennetsen, den danske serie-iværksætter, som fortæller, hvordan man bedst skalerer sin tech-virksomhed.

Ifølge Sabina Ketheltz, direktør og grundlægger af C.I.P Consulting Group og partner af Digital Odense Netværk, er de netop offentliggjorte navne yderst interessante for både robotbranchen, men også for mange andre og nye brancher, som kan få inspiration til, hvordan ens virksomhed kan arbejde med automatisering digitalisering.

Temaområderne sætter fokus på de muligheder og udfordringer, der lige nu er i robotindustrien. Der er utrolig mange muligheder for at få teknologien ud at arbejde i nye brancher, som har brug for at effektivisere og automatisere for at være konkurrencedygtige. Samtidig har vi også en udfordring i at tiltrække og ikke mindst fastholde kvalificeret arbejdskraft. Det vil vi gerne udfordre, diskutere og inspirere til under R-18, siger Sabina Kethelz, som også har været en aktiv del af planlægningen af konferenceprogrammet.

Nye forretningsmuligheder for teknologi og digitalisering
Messens første dag har temaet ”Export Summit”, hvor der vil være fokus på de forretningsmuligheder, der er for virksomheder, hvis de investerer i ny teknologi og digitalisering. Derudover vil der også være fokus på eksportmuligheder for danske virksomheder.

Som besøgende vil man kunne se frem til at høre inspirerende foredrag med bl.a. Henrik I. Christensen, rådgiver for daværende præsident Obama og Reseach Lead for det amerikanske forskningsprogram National Robotics Initiative.

Fra start-up til scale-up til full-scale succes
På andendagen er der med temaet ”ScaleUp” fokus på start-ups, og hvordan man løfter sin start-up til en succesfuld virksomhed. Der vil være inspirerende foredrag fra succesfulde virksomheder, som fortæller om deres vej fra start-up til succes.

Derudover afholdes Odense Investor Summit, hvor flere end 20 startups inden for droner, robotter og health tech vil ’pitche’ for flere end 100 investorer.

Tiltræk kvalificeret arbejdskraft
På messens sidste dag er der fokus på HR og rekruttering, som f.eks. hvordan man tiltrækker og fastholder kvalificeret arbejdskraft til robotindustrien, men der er også repræsentanter for hospitalsvæsenet, vandværker, mediebranchen, bankverdenen m.m., og som fortæller om, hvordan de succesfuldt arbejder med at implementere nye teknologiske arbejdsprocesser. Ligesom de giver deres besyv på, hvilke kompetencer de ser efter hos kommende medarbejdere.

– Det er nogle spændende foredrag og cases, som bliver præsenteret på R-18. Det er nogle virksomheder og speakers, som har fingeren på pulsen i forhold til de teknologiske tendenser og hvilke forretningsmuligheder, de skaber. Med R-18 vil vi gerne sætte spot på den måde vi fortsat udvikler robotteknologien, så den bliver et nyttigt værktøj i vores hverdag, som samtidig bliver klogere og i stand til selv at løse flere opgaver. Det gør vi f.eks. med stadig mere avanceret software, kunstig intelligens, sensorer m.m. Derfor ser vi, at robotbranchen og IT-/software branchen i højere grad smelter sammen, og det giver nye udviklings- og forretningsmæssige muligheder i netop det spændingsfelt, siger Sabina Kethelz.

Der vil løbende blive offentliggjort flere foredrag og keynote speakers på hjemmesiden.

VELKOMMEN TIL
E-18 Danmarks største Elektronikmesse & R-18 Danmarks nye Robotmesse.

Messerne afholdes sideløbende og samtidigt med hver sit fokus og begge med spændende konferenceprogram, workshops og udstilling.

Forhåndstilmeld dig og kom hurtigere ind på messerne her.